Gud ER! ikki til!

Hugleiðingar um tilveru Guds v.m.

(Dimmalætting - Desembur 1999) 
Skriva á donskum, vegna tess, at einstøk av hugtøkunum, sum verða viðgjørd, hava lyndi til at fløkjast á føroyskum.

       Dåren siger i sit hjerte: ”Gud er TIL”, medens den vise siger:”Gud ER!” Det, som jeg vil vise med dette er, at hvis Gud er Gud, så er Han ikke til, og hvis Gud er til, så er Han ikke Gud.
     Ordet "til" er en præposition, som indebærer forandring eller bevægelse, som sker eller er sket, f.eks. vore fædre kom hid til lands et eller anden steds fra, og til denne dag haver vi boet her og brødfødet vore legemer til lands og til havs, alt medens vi haver prøvet at stille vores åndelige og delvis sjælelige fornødenheder ved at søge til et gudshus og til dem, som haver været regnede for at være Hans ombudsmænd. Nogle af os haver desuden ledet til Guds ord, og til Ham, som ikke er TIL, men som ER, og hos hvem der ikke er forandring eller skiftende skygge.
      Det er i bedste fald teologisk og filologisk tankeløshed at sige at YHWH eller EGO EIMI er til. Herren Jahve siger om sig selv, "JEG ER" (jeg er, den jeg er), og Kristus Jesus gentager denne påstand om sig selv, og siger dermed, at Han (Jesus) er (et og det samme som) Jahve (Jehova). Om man så tror dem, er noget andet, det overlades til eget skøn, hvilket kan henføres til troen, da hverken logik eller anden videnskab kan bevise så lidt som modbevise dette – selv tror jeg dette, hvilket vil sige, at jeg er troende – men vi undlade at eksaminere begrebet "tro" denne gang.

      Ifølge Søren Kierkegaard, så er virkeligheden til, muligheden kan blive til, medens nødvendigheden ikke er til og heller ikke kan blive til. Nødvendigheden kort og godt ER! I dette er vi (forfatteren og S.K.) enige, og minder dette mig om et "gudsbevis", som lyder sådan: ”Nødvendigheden ER, Gud er nødvendig, ergo ER Gud!” Svagheden med dette bevis er imidlertid, at det forudsætter, ikke beviser, at Gud er nødvendig – man må tro, at Gud er nødvendig, og så kan man lige så godt tro, at Gud ER, uden at spekulere på hvorvidt Han er nødvendig eller ikke. Selv tror jeg både, at Gud er nødvendig, og at Gud ER, uden at kunne bevise det ene eller det andet.

       I øvrigt ere gudsbevis en mærkeligt foreteelse. Det er, så vidt jeg har kundskab til, "kun" eksistens, som kan bevises, og da dårligt nok. Hvis Gud eksisterer, så kan Han givetvis bevises, men så ER Han ikke YHWH. Modsat, hvis Gud ikke kan bevises, så eksisterer Han ikke (så vidt, som vi kan vide), og da Gud ikke kan bevises ad logisk vej, så eksisterer Han ikke ifølge gængs logik.
      Al snak om, at Gud er sit eget bevis o.dsl., er kun ordgyderi og udenomsnak i denne sammenhæng, selv om udsagnet i øvrigt er teologisk ret.
      Guds gerninger ere ikke (alle) nødvendige, medens de for største del (fraregnet de imaginære) er mulige og virkelige og kan som sådan bevises. Det er derfor rigtigt at sige, at Gud eksisterer i Sine gerninger (Rom: 1.20), men Gud som sådan (qua Gud ) eksisterer ikke – Han ER uden for eksistens.
      Sammenfattende kan jeg sige, at hvis Gud er YHWH, så er Han nødvendig, og er Han nødvendig, så ER Han (hvilket i øvrigt er det samme som det ontologiske gudsbevis, der hverken beviser eller forklarer noget som helst – da det er en tautologi). Hvis Gud derimod er til, så er Han ganske vist virkelighed, men ikke nødvendighed, og dermed er Han ikke YHWH!
      Dermed konkluderer jeg, at YHWH er ikke til. Det er derimod andre guder, som er til, bl.a. den amerikanske country/gospel-guden "Gad", som frafaldet har skabt i sit eget billede, og som desværre har fortrængt bibelens Gud i det meste af "evangelisk" ungdomsarbejde. Denne gud, "Gad", er bestemt ikke nødvendig, (han er ikke ønskelig heller), men han er mulig - det beviser virkeligheden. Denne Gad er ikke nærmere beslægtet med bibelens Gud, end den islamske guden Allah er med Elohim, d.v.s., at "slægtskabet" er sprogligt (etymologisk). Gad er dermed virkelighed og er til, han har en begyndelse og en ende – i Helvede.
     Vi har her i øvrigt et glimrende bevis på, at Gud har en humoristisk sans, der grænser til sarkasme: I deres vildfarelse, som Gud har givet dem op til, har Gud ladet den engelsk-sproglige lykkereligion i vore dage benævne deres gud som Gad, hvilket er det bibelske navn på Lykkeguden i Es: 65.11. Jeg erindre, at vi ikke har del i Herrens bord (1. Kor:10.21), og dækker bord for Gad (Es: 65.11).
    
      En problemstilling, som jeg ikke skal behandle her, da den falder uden for denne artikels hovedtema, og som Kierkegaard har omtalt, hvad derom er at sige, men som jeg dog bliver nødt til at berøre, da den har et delvis forhold til emnet, er som følger: Gud er til, ikke som Gud, men som menneske. Engang i historisk tid blev Gud til – som menneske! Han var det ikke forinden. Adam blev ikke skabt i menneskesønnens billede, men i Guds billede. Al snak om det præeksisterende prototype-mennesket beviser blot, at den, der siger sådan, ikke tror, at ordet blev kød. Dette er hvad Søren Kierkegaard kalder ”det absolutte paradoks”, der vanskeligt kan tænkes og langt mindre forstås, men som vi kan gribe i tro, eller vi kan undlade at tro, hvilket er skolastik, hvilket atter er vantro – qua kun at tro hvad der kan vejes og måles, "jeg tror kun det, som jeg kan forstå", og så god nat kristendom og troen på en overnaturlig Gud.

      Den historiske kendsgerning, at Gud er til som menneske, det kan ikke forandre den kendsgerning, at som (qua) Gud, er Gud ikke til.

      Vi kan forestille os tilværelsen som en cirkel, som Gud har skabt. Inde i denne cirkel er hele eksistensen, alt som er til,  ”Alt er blevet til med Ham, og uden Ham er ikke noget blevet til af alt, som til er blevet”. (Joh:1.3). Uden for denne cirkel d.v.s. tilværelsen, sidder Gud, skaberen af denne cirkel. Videnskaben kan kun beskæftige sig med, hvad der er inde i denne cirkel, og ved ikke qua viden-skab, at der er noget udenfor, og udenfor tilværelsen kommer skabningen (det skabte) aldrig – hverken her eller hinsides.

       Jeg forkaster hermed alle "gudsbeviser", da de søger at finde Gud inde i tilværelsens cirkel, hvilket er umuligt, da Han sidder udenfor cirkelen.

      Gud kan ikke findes inde i tilværelsens cirkel, da Han ikke er der, hvilket forklarer, hvorfor philosopherne ikke finde Ham – medmindre de suspenderer filosofien, hvilken i øvrigt er god nok til sit område, og de søge ærligt i bibelen – Guds ord. Ikke desto mindre finder vi Guds fingremærker overalt i tilværelsen f.eks. i naturen, hvilket gør, at ingen kan være ateist af et helt og udelt hjerte (Rom:1.19-20). Man erindre blot, at ordet "væsen" ikke står i grundteksten, der siger omtrent, at Guds usynlighed kan ses. Men vi finder ikke Gud YHWH i naturen eller i øvrigt, undtagen i Guds åbenbarede ord, og i Hans åbenbarede Søn, ved Hans hidsendte Ånd. 

      Hvis Gud skal være til, må han indtræde i denne cirkel, (hvilket i øvrigt skete i inkarnationen, hvor Ordet blev kød, – se desangående S. Kierkegårds Philosophiske smuler), men som udgangspunkt må vi fastholde, at al til-værelse er "været til" (vorder bleven til) , og at Gud er ikke blevet til, Han ER fra evighed.

      Desværre bruger Kierkegård udtrykket: Gud er til, i sine filosofiske smuler. Så vidt jeg ved (jeg er ikke alvidende), er undertegnede den første og foreløbig den eneste, der har bevist, at ifølge vores bibelske tro, og ifølge vores nordiske sprog, kan skaberen af til-værelsen, den evige JEG ER, ikke være til. Deraf følger ingenlunde, at jeg skulle tilføre vores 2000+4000 år gamle tro noget som helst nyt. Der er intet at tilføje til hele Guds råd, og det er kun forførende ånder, der kan føre noget "nyt" til vores tro, idet de går "videre" ved at springe et kænguruhop over hele Guds ord, hvilket aldeles ikke er noget nyt, men de ældgamle løgne fra Eden, at gå videre end Gud. Undertegnede går ingenlunde "videre", men prøver at gå tilbage dertil, at ord har sin definerbare mening, hvilket er at foretrække frem for det babylonium, hvorved alt kan betyde hvad som helst, hvorved Intet (das Nicht) har nogen betydning, og Noget har ingen betydning. Hvis Søren Kierkegaard havde læst det, som De læser nu, så havde han været enig med mig i, at ifølge hans egen Mulighed/Virkelighed/Nødvendighed, som jeg står i taknemmeligheds gæld til, så ER Gud (ikke TIL)

      Vedrørende Guds egenskaber som Sandhed, Hellighed og Retfærdighed, hvilke henhøre til nødvendigheden, så er Hellighed at være hel (udelt), Retfærdighed er, at alt er i det rette forhold til sig selv og andre, og (idet vi denne gang suspenderer den i øvrigt interessante kierkegaardiske opfattelse af den subjektive sandhed, som jeg delvis er enig med ham i, men som jeg ikke forstår fuldt ud) Sandheden er (blandt andet) enheden af væren (det som viser sig at være) og væsen (det som er = das Ding an sich) altså: væsen=væren, som på færøsk hedder vera = veran, hvilket vil sige, at vi ikke kan (rigtig) skelne mellem væsen og væren på færøsk – jeg ved ikke om det gør noget!?!
      Jesus Kristus sagde: ”JEG ER Sandheden”, og desto længere vi trænger igennem Guds egenskaber som hellighed, retfærdighed og sandhed, desto mere bliver de et og det samme, nemlig at væsen = væren, hvilket er det samme som (Jeg) ER (den Jeg ER) Anderledes med TIL – værelse = jeg er til. Tilværelsen er (ifølge kierkegaardisk logik) muligheden, der ved at udelukke sig selv, har realiseret sig selv som virkelighed, og er blevet til = som har historie. Vi kan også at sige, at muligheden begår selvmord, og genopstår som virkelighed.
      En og anden kan måske mene, at det kan da være lige meget, om Gud er, eller Han er til, men den slags letsindighed kan vi ikke tillade os. Ord og begreber har en såvel indelukkende som udelukkende begrænset betydning, hvis sproget i det hele taget skal have nogen mening. Et af de områder, hvor Satan er en multikunstner er, når han tager et bibelsk begreb og tømmer det for indhold og siden lægger en ny og delvis anderledes betydning ind i begrebet så, at en gammel bibelsk sandhed kan understøtte en ny djævelsk løgn derved, at verset og sætningen har fået "ny" betydning.
      Her vil det være på plads at nævne vanskeligheden ved at indføre et begreb i teologien, der ikke står i bibelen. Vi kan nævne et eksempel, som har irriteret mig en del: begrebet Selv (engelsk: SELF). Søren Kierkegaard skriver fremragende om at give Selvet livsbetingelser, da Selvet er menneskets ånd, medens engelsk teologi skriver med entusiasme om at døde Selvet, the Self, (hvilket logisk set er at gøre Selv-mord), da Self er menneskets kød, hvilket igen er den gamle natur . (Den kan få sin "naturlige" afgang en anden gang.) 
[Se: www.ON.FO artikelsen Ein, tvær, tríggjar náttúrur]
       D. Martyn Lloyd-Jones pointerer dog, at "your SELF is yourself" hvilket ikke skal dræbes, men ydmyges under Guds vældige hånd, hvorved Kristus vinder skikkelse i den troende, hvilket Han efter sigende ikke kan gøre i "den gamle natur" (vi skal ikke dræbe os Selv, hvilket er at gå under lovens retfærdighedskrav igen, men vi skal regne os Selv som allerede værende døde og genopstandne i Kristus Jesus, hvilket er evangeliet). Lloyd-Jones opfatter (så vidt, jeg forstår ham) Self som menneske-eksemplarets identitets-tilkendegivelse, hvorved vi nærmer os den kierkegaardiske ånd= selv. Dette vil sige, at det ubibelske begreb, "SELVET", (som Gud i Sin barmhjertighed har skånet det færøske sprog for), at dette "selv"-samme begreb i teologien betyder både menneskets kød (sarx) og ånd (pneuma). I den amerikanske blandings-religion mellen pop-kristendom og psykologi (Dobson m.m.) hvor man i stedet for at dyrke Gud, dyrker sig selv i form af ”Self”, der betyder Self noget i retning af sjæl. Jeg skal i øvrigt minde om, at basunen skal give tydelig klang og at da Jesus, foruden at være Gud, er menneske af kød, kan han dermed være mellem-mand mellem Gud og mennesker – noget, som Han ikke kunne være, var han blot menneske-lig.

      Som et kuriosum kan jeg nævne, at eksistens er et ord, der, så vidt jeg ved, ikke har ækvivalent i bibelen, f.eks. betyder det græske ord i NT "ESTIN" både at være og at være til. ESTIN er for resten oversat i KJV Heb: 11.6 som "er" (is), men i NIV Heb: 11.6 er Gud degraderet til "eksistens".

      Den eneste udprægede "eksistensielle" bog i bibelen er prædikerens bog, som kort sagt siger: "Lev livet, men husk, at du skal stå til regnskab for Gud bagefter!" Det er en udmærket bog, vel at mærke, når den bliver læst uden kommentarer. Hvem er kompetent til at lægge noget til Salomons visdom? Vi kristne haver i øvrigt ikke noget "ontologisk problem", hvilket vi lade grækerne beholde. Vores uskabte evige Gud haver skabt alting såre vel, og alt, der ikke ligefrem er synd (= uretfærdighed, 1. Joh:5.17), kan og bør nydes og bruges til Guds ære og vores tilfredsstillelse, idet vi sige Gud tak for alt under alle forhold og formår den kunst at eksistere her og nu som ånd og kød (psyko-somatisk) i det evige liv, som begyndte da vi blev genfødte, og som vi dybest set ikke kan få – da vi allerede har det (f.eks. Joh:3.36: 5.24: 6.47:17.3. 1. Joh: 5.11,13), endskønt vores kødelige/sjælelige legemer stadig forventer sin forløsning (Rom: 8.23 & 1.Kor. 15:44. Se også Job: 36.26 & Rom.11:33.) – Lader os da eksistere, og leve evigt – i dag.

Appendix                               

      Dette appendix beskæftiger sig ikke med forholdet mellem tid og evighed (hvorvidt tiden er i evigheden eller udenfor), og er heller ikke nogen udredning om forholdet mellem ånd og kød (selv om den berører problemet), men denne artikel prøver at svare nogle spørgsmål som står igen fra ovenforstående artikel. Jeg tror dog, at den sætter flere spørgsmål end svar, da jeg ikke kan forventes at løse tilværelsens gåde – som mennesker har grublet over i 6000 år – i een artikel.
       Selv om Søren Kierkegaard bruger udtrykket "Gud er til", så har jeg fundet et interessant citat af Kierkegaard: "Gud existerer ikke, han er evig." Afsl. Uvid. Efterskrift Bd. II s. 36.– Kierkegaard skelner mellem tilværelse og eksistens, hvilket jeg ikke gør, men citatet (som skal læses i sammenhæng) er ikke desto mindre interessant.
[Senere har jeg også stiftet bekendtskab med R.C. Sproul, der katagorisk benægter, at Gud skulle eksistere. Se: https://www.ligonier.org/posts/rc-sproul-proves-god-does-not-exist?srsltid=AfmBOorSiQdzuk1dakdpFCJ0DGv8rQNuhd9el8U0XyRrUI79ab-VnRFZ
– alternativt kan man søge på You Tube efter: R.C. Sproul Proves that God Does Not Exist].
      Med hensyn til "Selvet", så foruroliger det mig, at en i øvrigt glimrende bibel-oversættelse som NASB tillader sig at oversætte anthropos med "SELF". Udover at fortolkningen (af f.eks. Ef. 4:24) er i bedste fald tvivlsom – jeg er overbevist om, at den er forkert – så er det utilladeligt for en konkordant bibeloversættelse at parafrasere et så almindeligt ord og begreb som "menneske" eller "man".
       At en engelskmand kan tillade sig at have et Selv i f.eks. 2. Tim. 3:2 & Film. 1:19 (KJV + NASB), er meget muligt. Engelsk er et besynderligt sprog til at udtrykke sig præcis på m.h.t. syntaks m.m., men vores nordiske sprog tillader ikke en person at have et Selv (genitiv). Man er (mere eller mindre, afhængigt af åndløsheden) et Selv, men man kan umuligt have et Selv! Hvis en person ikke er sig selv, så kan han vanskeligt have noget selv, men er sandsynligvis "fra sig selv".
      Hvis en person er sig selv + har et selv, så har vi to selver, hvilket kun er muligt for den besynderlige art mennesker, som har to naturer. Den slags mennesker må dog være + have 3 selver, medmindre den gamle og den nye natur vil dele et selv. Hvis den gamle og den nye natur er hvert sit Selv + personen selv, og det gamle selv (som vanskeligt kan være den gamle natur, eller personen selv?), er lige vanskeligt at døde som den gamle natur, så er + har en genfødt person 5 selver medregnet det påtagne (iførte) Selv i Ef. 4:24 – foruden Helligånden Selv, som bor i ham + Kristus, som med troen bor i hans hjerte. (Hvilket giver det fuldkomne tal 7, hvorved vi (selv-) følgelig stanser vores selv-analyse).
      Med hensyn til personens Selv, hvilket er personen selv (medmindre han er "fler-naturel"), så foreholder det sig med personens Selv som med hans ånd, sjæl, legeme, kød, natur m.m., at de er personen selv. Hvis ånd, sjæl, legeme, kød, natur m.m. ikke er personen selv, som han er, men noget som han har, hvor er så personen selv???
      Jo længere man følger læren om to naturer i en person og læren om Selvet som personens (genitiv) Selv, desto vanskeligere bliver det at finde "selveste" personen (eller for den sags skyld: sig selv – gnothi seauton! Hvem er jeg?), og hvis man følger disse tvende lærer (2 natur + SELF), som er enæggede tvillinger, til sin yderste konsekvens, så forsvinder selveste personen i en ultra-skisofren hyper-dispensationalistisk over-systematisering og bliver borte for bestandig – allernådigst bliver et Ekko tilbage.

      Hvad jeg mener med, at Gud er nødvendig? F.eks. Job 34.14-15. Kol.1:17. Søren Kierkegaard & Óli Nicodemussen kan være eller ikke være (det kan Shakespeare også), vi er ikke nødvendige, som sådan. Men hvis Gud ikke var (er), så var intet.
      Vi kan ikke uden videre anvende begreber som virkelighed/nødvendighed o.s.fr. på Gud – Gud er i en forstand både "mulighed og virkelighed", hvilket også svarer til det, jeg sagde, at gudsbeviser ikke kan bruges. Jeg beviser ikke Guds eksistens, (eller mangel deraf), men "beviser" blot, at man ikke kan bevise sig frem til Gud; men, siger jeg, Gud har selv åbenbaret Sig selv tilstrækkeligt til, at der ikke findes en ærlig ateist, og, siger jeg, ifølge den "alment anerkendte"? formel Virkelighed/Nødvendighed/Mulighed, så er min påstand rigtig, (at Gud er ikke TIL).
      Har Gud egenskaber? Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer begrebet egenskaber. Hvis man skal belyse (formidle tanker, beskrivelser, forklaringer m.m. af) et objekt, f.eks. en genstand/person (eller Gud), så må man lave en personsanalyse ved hjælp af begreber, som i almindelighed bliver kaldt for egenskaber. Vi kan ikke "forklare" Gud, men ikke desto mindre beskriver Gud Sig selv i bibelen ved hjælp af egenskaber som god/kærlig/ retfærdig/hellig m.m.
      Helligånden er en kraft, ja, Guds kraft. Men Helligånden er også en person, hvilket vil sige, at Han har personlighed.
      Hvorvidt kærligheden er en egenskab? Det kommer også an på definitionen af "egenskab". I UK & USA skriver teologerne
(f.eks. A.W. Pink & J.I. Packer) hele bøger om Guds "attributer" hvilket gyldendals "røde" oversætter til egenskaber eller kendetegn. Gud kendes vel på sine kendetegn? (Ovenfor nævnte engelsk-sproglige teologer ville nok mene, at kærlighed er en af Guds "egenskaber".)
      Jeg siger ikke, at ALLE Guds egenskaber er væsen = væren. Jeg nævner med vilje ikke Guds kærlighed. Gud vælger selv, hvem Han elsker. (”Esau hadede Jeg”). Gud kunne elske sin Søn og hade alle andre og stadig være kærlig(-hed). Kærligheden er et varieret begreb, som rækker helt fra en lille smule kærlighed kun til sig selv, til stor kærlighed til alt og alle (hvilket omtrent løber ud i det samme - opløsning af begrebet). Det er helt anderledes med retfærdighed. Gud er "nødt" til at være retfærdig i alt, hvis han i det hele taget skal være retfærdig.       
      Retfærdighed og Sandhed er ubetingede "enten eller" begreber, hvilket kærlighed ikke er. Den er et meget reflekteret, og bestemt ikke et absolut begreb. (Djævelen er f.ex. en løgner, selv om han siger mange "sandheder")
      M.h.t. Guds væsen. Er Gud et væsen, eller har Han et væsen?  Den eneste definition af treenigheden, som jeg finder (ikke god, men) brugbar, er: Tre personer i Et væsen. Vi kan ikke skelne mellem personlighederne hos den treenige Gud, da Han er Et væsen. Men vi (og bibelen) skelner mellem de tre personerne; Sønnen beder Faderen om at sende Ånden.
      Jeg vil ikke sige, at Gud er tvunget til at være Sig selv, d.v.s. Retfærdighed/Sandhed/Kærlighed m.m. Det, som jeg siger er, at Gud er fri til at være sig Selv = den som Han ER. Han lader sig dog "påvirke" bl.a. af sine børns bønner, men "kun" når og hvis Han selv vil. Det forekommer lidt meningsløst at bede imod Guds åbenbarede vilje! Selv om absolut fri vilje er et galimatias, som hverken er fri eller vilje, så har Gud som den eneste Fri Vilje, i den forstand at Han vil noget uden ydre (eller indre) påvirkning fra andre end Sig selv. Han er dog ikke "fri" til at ville noget, der strider imod Hans væsen, f.eks. at ville vanhellighed og synd. (Vi ser bort fra her, at Gud faktisk "bruger" synden strategisk, at Han tillod synden at blive til o.s.v.) Han skabte ikke ulydighed mod Sig selv, så sammensat er Gud heller ikke!! 
      Hvis den (personen med "kun" den) gamle natur har fri vilje, så er Joh.8:36 overflødigt, da det er den gamle natur, som med sin frie vilje beder om at få en ny natur. Hvis den gamle natur er intakt, efter at den nye natur har tiltrådt, så er Joh.8:36 meningsløst.
      Hvorom alting er, jeg prøver ikke at beskrive Gud – Han er ubeskrivelig (hvordan beskriver man naturen hos en overnaturlig?). Man kan ikke beskrive Jesus med én natur, men løser man problemet med at give Ham to naturer?
[Kommentar senere: Det bliver man nok nødt til d.v.s. at sige, at Jesus har en natur som Gud og en natur som menneske - teologisk må man bruge de best egnede begreber, som sproget har til at belyse virkeligheden]
Gud er Ånd, og mennesket er (bl.a.) ånd! Var Jesus to (2) ånder? Hvis Jesus var (er) Gud og menneske, og ikke en Gud som boede i et (andet) menneske, eller en Gud som tilsyneladende var menneske, eller et menneske som ikke rigtig var Gud, så har vi et "åndeligt" problem.

      Arvesynden er ikke noget problem, da den "arves" fra faderen, ikke moderen, hvorved dyrkelsen af den hellige og syndfrie Moder (og hendes syndfrie moder, Anna) er en komisk meningsløshed – både m.h.t. årsag og virkning. At Gud vælger en ulastende jomfru, viser Guds kvalitetskrav til sine tjenere, men jomfru Maria havde arvesynd og var en synder som vi andre.
      Hvis Jesus er een Ånd, er Han så både Gud og menneske? Hvis Gud (treenigheden) er een Ånd,hvordan kan da Sønnen blive kød uden at Faderen og Helligånden bliver kød også? Kan en tredjedel af en Ånd blive kød, eller er treenigheden = tre Ånder? Hvis GudMennesket Jesus Kristus er een Ånd, er det så to fusionerede ånder? To ånder, der bliver til en, er begge tilintetgjorde og ere blevne helvedes rædsel: en åndløs ånd – ”de har ikke fred hverken dag eller nat” – den evige vekselvirkning mellem at være eller ikke være (en ånd). To kan blive "eet legeme og eet kød", og kødelige mennesker er (erfaringsmæssigt) åndløse, dog har sjælelige mennesker et vist (mentalt) forhold til ånd, "i dens fraværs fylde". Men Ånd er hverken larm eller følelse – Ånd er IDENTITED i ordets dybeste betydning. Selv Gud kan ikke skabe to ens ånder, uden at ophæve begrebet Ånd, og sænke Identiteten ned i Artens fortvivlede åndløshed.

       Begreberne een ånd (1. Kor. 6:17), og een sjæl (Fil.2:2) må forstås som kvalitative væsensbeskrivelser og kan umuligt forstås som matematisk kvantitet. Med mindre eksegeten vil gøre sig selv og os andre til Gud, hvilket er hybris.
       ”Jeg taler i dårskab”– det som jeg skriver er nonsens. Ånd er ikke substans (se f.n.), det er en del af svaret, men ikke hele løsningen. Ånd er heller ikke stemning, men et "Noget", som adskiller sig fra "ikke ånd", og ånd og ånd – sig imellem (d.v.s. forholdet imellem to ånder). Vi har stadig "identitetsproblemer" i vores ræsonnement, som ikke kan forklares på menneskelig vis, det tillader sproget ikke, men som vi "forstår" åndelig. (1.Kor.2:13. se gr.t.). Jeg tror ikke, sproget slår til at forklare inkarnationen af 1/3 af treenigheden – at hele guddommens fylde bor i nævnte 1/3, det løser ikke noget, men flytter bare rundt på problemet. Hvad med de andre 2/3 fylde?
       Vi kan vanskelig beskrive Gud, og langt mindre kan vi forklare inkarnationen. 
       Hvis vi ikke fastholder Jesus som (fuldt ud, helt og udelt — samtidig) Gud og menneske, så har vi ikke noget evangelium. Men lader vi Jesus være to ånder, så sprænger vi begrebet ånd, forlader logikken —og sproget er fortabt  -  (det ere vi i øvrigt og).
[Kommentar senere: Dette problemet – hvorvidt Jesus er en elle to ånder – forsvinder, hvis man vælger dichotomy frem for trichotomy - så har/er Han kun en Ånd - men spørgsmålet hvorvidt treenigheden er en eller tre ånder kræver en længere redegørelse end denne kommentar - men resultatet bliver dog, at Gud er én Ånd, da Han er ét Væsen - skønt tre personer – men jeg kan ikke se, at man kan løse dette problemet (at Gud er én Ånd, ikke tre Ånder), uden man vælger dichotomy frem for trichotomy – hvis man skal kunne beskrive inkarnationen tilfredsstillende]
       
En filosofisk påstand (Wittgenstein parafraseret): Sproget ér ikke virkeligheden, men forsøger at beskrive den tilnærmelsesvis!

Viðmerking  til Substans:

      Kanska Substans var eitt óheldigt orð, men eg loyvi mær at nýta tað saman við eini frágreiðing:
Substans hevur breiðan týdning, t.d. var gudurin hjá Spinoza substans. Okkara tríeinigi Gud er eisini substans í teimum fyrstu trúarjáttanunum (Nicaea). Teir formuleraðu tær uttan at spyrja meg. Gud kann heldur ikki sambært føroyskum/norðurlendskum máli vera "something", tá Hann ikki er nakað "ting". Men hvussu skulu eingilskmenn málbera seg hesum viðvíkjandi uttan substans og something?

Og hvo duer til dette …

      Substans verður brúkt um nakað veruligt, til at skilja tað frá nøkrum uphugsaðum o.s.fr.
      Eg brúkti Substans í tí "vanliga?" týdninginum, sum (ítøkiligt ella materielt) stoff, sum er matematiskt møguligt at deila sundur – í hvussu er í teoriini, t.d. Atomi.

      Filosofiskt roynir (og noyðist) ein at siga sumt, sum er ósigiligt, og hevur ein filosofur (ella ein atomfysikari t.d.) fullan rætt at tosa um anda sum "ikki materielt" stof ella sum substans (eginleikar), men ein slíkur skyldar sínum áhoyrarum eina definitiónsanalysu av teimum begrebum, sum hann nýtir.
      Teologar (og onnur) tosa eisini um tíðar-"andan" (gr: aion) og, at "andin" var góður á møtinun, tað var ein positivur andi (stemningur) yvir einumhvørjum, o.s.fr.

       Tað sigst um Victor Danielsen, at hann skrivaði ungdóms polemik í einum "HOLDLIGUM ANDA" !!!

"Orð, Orð, Orð" (Shakespeare).
Orð hava týdning,
Men hvat merkja tey?

Óli Nicodemussen